Fredag den 19. december kl. 9.00 var Carpe Diem og Røde Kors, Aalestrup trukket i arbejdstøjet. Som julemandens hjælpere var dagen kommet, hvor julehjælpen til de udvalgte trængende familier skulle uddeles.
Ved uddelingen af julehjælpen modtog 42 familier med i alt 102 børn julehjælp, Hver familie modtag et gavekort fra Røde Kors, Aalestrup til køb af madvarer og fra Carpe Diem blev der givet en julegave til hver af børnene. Gaverne blev i år, som altid, købt hos Biksen i Aalestrup, hvor dagen også startede med at få de flot indpakkede gaver, der var sorteret i kasser på bilerne, så de kunne køres til Sognehuset i Aalestrup, hvor det videre arbejde foregik.
Da Connie og Svend har besluttet at lukke butikken for at gå på pension, er det sidste gang, at de så beredvillig i forbindelse med “Biksen” vil være behjælpelig med at få gaverne Carpe Diem har givet pakket ind, gjort klar og på alle måder hjulpet foreningens gavekøb. Der skal lyde en stor tak til dem for al hjælp gennem årene.


En stor tak
I forbindelse med julehjælpen modtog foreningen en række donationer fra bl.a.
Lions Club, Aalestrup
Kimbrernes Y’Mens Club, Aars
Fjelsø A/S
Foreningen vil gerne udtrykke den enorme taknemmelighed vil har over denne håndsrækning. Det foreningerne og virksomhederne der støtter os gør mulig er en uvurderlig grundpille for foreningens arbejde. Tusind tak til jer fra alle i Carpe Diem.

Vicepræsidenten Hans Jørgen Møller fra Lions Club, Aalestrup overrækker en check på 10.000 kr. til formand for Carpe Diem Poul Erik Jensen.

Inger Marie Kristensen fra Kimbrernes Y’Mens Club, Aars havde ikke nogen fysisk check, men meddelte, at de donerede 10.000 kr. til Carpe Diem, hvilket vi er meget taknemmelige for.
Sognehuset
Efter, at kasserne med gaverne var læsset på bilerne gik turen til Sognehuset i Aalestrup. Nu skulle det store arbejde starte med at få gaverne klargjort og fordelt på de ruter der blev kørt, så uddelingen blev så effektiv som mulig.
I forbindelse med dette arbejde hold Poul Erik Jensen en lille tale men tak for donationer, hjælp og øvrig assistance med foreningens arbejde. Han fortalte også om, hvordan foreningens arbejde har ændret tilværelsen for mange ramte familier.





Herefter var der kun en ting tilbage at gøre – at få gaverne kørt afsted til modtagerne med ønske om en glædelig jul.

